Planen var at løbe til toppen af Hadseløyas højeste bjerg Lamlitinden på 656 moh. Det viste sig at være alt for farlig pga. sne og is, som nogle af billederne også viser. Til gengæld fik jeg set lidt af området, da det var første gang jeg løb på den vestlige side af øen. Jeg blev utrolig positiv overrasket! Selvom toppen Pallheia kun er 413 moh. så har den nogle helt fantastisk flotte klipper, hvor man kan træne lidt klatring på (hvilket jeg gjorde!). Fra denne top havde jeg også udsigt til en af de få små hvide sandstrande som er i området.
Det startede med at jeg egentlig havde kørt for langt ind i vatndalen, og kom fra start på afveje. Herinde blev det til en lille løbetur på ca 3,5 km. inden jeg vendte tilbage til bilen, for at komme på ret spor igen. Efter at have kørt et par minutter fandt jeg en traktor vej som gik i retningen af Lamlitinden. Der var stadig en del sne og is på grusvejen, hvilket gjorde at parkerede bilen et godt stykke fra selve parkeringspladsen, da jeg var nervøs for at køre i grøften eller sidde fast.
Det første stykke inden det begyndte at gå opad, var præget af en del sne som gjorde det utrolig hårdt og langsommeligt. Jeg ændrede derfor kursen direkte mod en bjergsiden, som ikke var så stejl så jeg kunne komme hurtigere op i højderne. Henimod bjergsiden løb jeg i vildt terræn, og flere steder måtte jeg løbe i vand for at komme igennem. Heldigvis bliver man hurtig varm i fødderne når man løber.
Da jeg kommer op på det første stykke af bjergryggen mod Pallheia 413 moh. var sneen næsten væk og jeg kunne løbe af stierne. Dette havde jeg ikke oplevet i 3 måneder, så var en fornøjelse IKKE at løbe i sne!
Da jeg kommer til toppen af Pallheia nyder jeg udsigten, men indser også at vejen mod Lamlitinden er alt for farlig pga. sneen og det milde vejr. I mildt vejr er der stor risiko for sneskred.
Jeg besluttede mig for at træne lidt på mine klatrings skills på Pallheia, hvilket var mega fedt! Efter lidt tid vendte jeg om og løb samme vej tilbage, men i stedet for at løbe ned ad bjergsiden og tilbage fortsatte jeg mod toppen af Sæterfjellet 570 moh.
Vejen til toppen var en blanding af sne, is og græs. Jeg holdte mig længst ude ved kanten, hvor der var mindst sne, men til gengæld mest vind. Jeg nød øjeblikket på toppen i få minutter, inden jeg løb ned igen og mod bilen.
Af en eller anden årsag mistede jeg lidt af orientering, da jeg kom helt ned i højderne igen. Pludselig befandt jeg mig i tæt skov, med masser af elg spor. Efter lidt tid var jeg dog tilbage på sporet igen og gik ikke lang tid før jeg igen var nede ved bilen.
Alt i alt en utrolig lærerig løbetur i nye omgivelser, dog med det lille minus at jeg ikke kom til toppen af Lamlitinden. Lamlitinden er stadig på min to-do-liste, men må blive længere hen i foråret.
Distance: 18,5 km. | Højdemeter: 778 m.
Løbetur 1
Løbetur 2
