Når jeg på arbejdet fortæller at jeg har været ude og løbe kl.5 om morgenen, så får jeg altid lidt sære og overraskende blikke. For mig er det en helt naturlig ting, når man prøver at træne sig op til store løb og skal prøve at få familielivet og andre praktiske ting til at hænge sammen. Det handler selvfølgelig også om at have en god portion selvdisciplin og motivation. Begge dele har jeg. Ikke sagt at der ikke er morgener hvor jeg slukker alarmen, vender mig om på den anden side og sover videre, det sker da, men yderst sjældent (heldigvis).
For mig er morgenløb den perfekte start på dagen.
Forestil dig at du går ud af din hoveddør kl.5 om morgenen med «små» øjne. Det første du ser fremfor dig er en tætpakket skov, fuglekvidre og en blå himmel. Du ser mod højre og ser toppen af bjerget Hallartinden 530 moh., hvor der stadig ligger en anelse sne på. Solen står allerede højt på himlen (er lyst hele døgnet på denne tid af året), luften er helt ren og frisk, det skær næsten i halsen når du trækker vejret, så ren er den. Termometeret viser 7 grader. Du vender dig rundt og går ned ad indkørslen. Du stopper op halvvejs nede og nyder synet du har fremfor dig. Du står og kigger udover det blå/tyrkise hav som er helt rolig, da der er helt vindstille og øerne (Børøya og Hadseløya) som ligger over på den anden side. Lidt til højre ser du toppen af bjerget Storheia 504 moh., og til din venstre side lidt længere ude bliver du mødt at det smukkeste syn. Du står og ser på en hel bjergkæde, fyldt med den ene bjergtop efter den anden med højder op mod 1300 moh. En linje som går vandret danner grænsen mellem grønt og sne på bjergkæden. Der er helt stille, ingen biler, ingen støj fra mennesker, kun naturens lyde. Solens stråler er endnu ikke så skarpe fordi det endnu er tidlig, så det danner et gyldent gul lys på bjergsiden af Hallartinden og skoven som er rundt om.
Sådan oplevede jeg det inden jeg gik igang med mit morgenløb her til morgen. Det er en kæmpe energibooster at være omgivet af en så flot natur. Bliver aldrig træt af det, aldrig! Og for at det ikke skal være løgn, så mødte jeg tre elg 400 meter inde i min løberute. Det var prikken og i’et, det gav mig så utrolig meget energi og livsglæde, at jeg begyndte at smile stort.
Løb er ikke bare løb for mig længere. Tidligere har jeg løbet på asfalt/veje, og fokuseret på at løbe hurtigere og hurtigere for at bedre min tid. I dag handler løb for mig om livsglæde, oplevelser og indtryk, og det fede er at du altid kan «hoppe af sporet» og aldrig vide hvor naturen fører dig hen. Altid nye indtryk.
Morgenløb er noget helt særligt. Af og til føler man sig helt alene i den store verden. Jeg løber aldrig med musik i ørerne, fordi jeg elsker at løbe i sporet mens jeg kan høre vandet strømme fra søer og åer i skoven eller ned fra bjergsiderne. Fuglekvidrer er for mig musik. Om ikke så længe bliver fårene sluppet løs i skoven og bjergene, så bliver det «mæææ» og deres bjælder jeg kan høre.
Når jeg er ude på min vante morgenrute, så løber jeg også fordi et område der hedder «Årnesan», som er et helt fantastisk naturområder ud til havet. Det som er så specielt her er, at området indeholder en masse små hvide koralstrande, hvor du også kan stå og se solen gå ned i horisontlinjen på bestemte tidspunkter i foråret og efteråret.
Når jeg kommer hjem efter min morgentur, så sover resten af familien fortsat. Jeg føler jeg mig klar dagens udfordringer, både på arbejdet og hvad dagen ellers bringer af overraskelser. Mit hovedet er «clearet» og mentalt er jeg i balance.
