Jeg er tilbage! Efter 3-4 måneders pause fra bjergene pga. en knæskade, så var jeg endelig tilbage i højderne og smukke Vesterålen. Hvor har jeg dog savnet det! Det var ikke med fuld tryk, men jeg er tilbage og det er det vigtigste. Fik løbet lidt interval med skiftevis løb og vandring for ikke at presse knæet alt for hårdt, skal nødig få et tilbagefald. Jeg brugte turen til at nyde øjeblikket, fremfor at tænke træning. Det betød også at jeg holdt igen, når jeg eksempelvis løber nedad for at aflaste trykket på knæene, som kommer hver gang foden træffer jorden (sneen i øjeblikket).
Vejret var pragtfuldt, sol fra en skyfri himmel og lige omkring frysepunktet. Hele turen var på små 11 km, hvor jeg undervejs også gjorde et kort ophold nedad en stejl skråning og bare nød gensynet med «Hesteryggen». På denne skråning løb jeg også 3-4 gange op og ned som interval træning og hold op det gav syre i lårbasserne.
Strækningen som kaldes «Hesteryggen» er ret speciel pga. dens luftige og «farlige» rute, som går fra Storheia 504 moh. til Motinden 625 moh. Undervejs må man klatre ned ad en klippevæg med hjælp fra reb. En tur jeg løb og filmede sidste sommer. Filmen kan ses her «Video fra min tur over Hesteryggen«. Mens jeg sad der og så på den fine snehvide strækning, fik jeg lyst til at løbe lidt ud på «ryggen» og føle mig «fri». Hold op hvor var det fedt! Jeg måtte passe på hvor jeg løb, for selvom der ligger sne og man tror stien er bred, så må man ikke lade sig snyde af det. Sneen går langt udover kanterne og kommer du for langt ud risikerer du at falde igennem sneen og ned. Heldigvis er jeg godt kendt her, så jeg holdte mig på den «rigtige side» af sneen. Stedet her, ruten «Hesteryggen», har haft stor betydning for mig som bjergløber. Da jeg sidste sommer tog turen over her pressede det mig over den grænse jeg havde for smale steder i bjergene, som jeg normalt holder mig fra. For mig var det ret grænseoverskridende, men det var præcis det der skulle til for udvikle mig som bjergløber, og ikke mindst blive rusket og klar til Tromsø Skyrace sidste år. Havde jeg ikke taget turen over «Hesteryggen» før løbet i Tromsø, så tror jeg ærlig talt ikke at jeg havde gennemført, for her skulle jeg over pladser som var endnu farligere og luftigere end «Hesteryggen». Derudover regnede det også og var super glat alt imens man rendte rundt på klipper i 1200-1400 meters højderne. Det er en oplevelse som indtil videre står som den vildeste oplevelse jeg haft som bjergløber. I år skal jeg igen deltage ved Tromsø Skyrace, og håber og krydser fingrer for bedre vejr.
Efter lidt leg ved «Hesteryggen» løb jeg op forbi Storheia igen og ned den korteste rute og via Stokmarknes lysløber tilbage til bilen.
Distance: 10,5 km. – Højdemetre: 721 moh.
På vej op til Storheia 504 moh.
Et kort ophold på vej op.
Lidt mere interval træning op og ned ad bjergene.
Dejligt med lidt «fladt» terræn.
Svært ikke at nyde udsigten i så smukke omgivelser.
Det bliver ikke bedre!
Toppen Ørnheia på Hadseløya.
Kenn Ørnheia hytte
Bag Storheia 504 moh. toppen.
Nyder udsigten. Smukt og dramatisk bjerglandskab.
Interval træning opad bjergskråning.
Må lige ud og tjekke terrænet.
Slapper lidt af efter interval træning. Nyder øjeblikket.
Jeg løber på «Hesteryggen». Episk!
