Søndag d.2 august var jeg igennem det jeg betegner som et sandt eventyr. Det var både galskab og smuk samtidig, og har stadig svært ved at fatte hvad jeg egentlig har været igennem. Tromsø Skyrace er efterfølgende blevet beskrevet som en af verdens hårdeste og mest tekniske løb i Sky Runner Serien, hvilket Kilian Jornet og Emilie Forsberg (arrangørerne) kan tage æren for.
Her er min beskrivelse og oplevelse af Tromsø Skyrace, fra da jeg tog flyet fra Skagen lufthavn (Stokmarknes) til Tromsø til jeg igen sad på flyet hjemad.
Fredag
Hele ugen op til Tromsø Skyrace havde jeg taget det med ro, to lette løbeture var det blevet til, kroppen skulle være 100% frisk. Fredag kl.21:24 fløj jeg nordpå til Tromsø. Efter en kort tur med flybussen (10 min.) ankom jeg til hotel Grand Scandic Hotel kl.22:30, som jeg skulle bo på under mit ophold i Tromsø.
Mit hotel lå kun 2-3 min. fra Clarion Hotel the Edge, hvor vi om lørdagen skulle hente vores velkomst pakke (inkl. nummer med bib) mellem kl.15-18 og kl.18 ville der være race briefing af Kilian Jornet.
Efter at have været oppe med min bagage, listet jeg ned til havnen hvor jeg kunne se over på den anden side af vandet og startstedet oppe på Fløya ca. 400 moh. Jeg havde fået at vide af arrangørerne, at der ikke var ordnet transport fra hotellet til fjellheisen som skulle tage os op til startstedet. Jeg besluttede mig derfor at jeg lørdag formiddag, efter at have købt min rygsæk Salomon S-Lab Advanced Skin Hydro 12 Set, som jeg skulle løbe med, ville tage en let gåtur over til den anden side og op til startstedet, så jeg vidste hvor lang tid jeg trængte for at komme derhen på løbedagen.
Fløya startsted på toppen.
Lørdag
Op relativt sent (kl.8:30), og ned og spise en god omgang morgenmad. Jeg havde i dagene op til rejsen ringede rundt til diverse sportsbutikker i Tromsø, for at høre om de lå inde med netop den Salomon rygsæk som jeg ville løbe med. Grunden til det var, at jeg 2 uger før løbet egentlig havde bestilt løberygsækken hjem til den lokale sportsbutik, men som tiden gik var det usikkert om den ville nå frem i tide. En sportsbutik i Tromsø havde heldigvis rygsækken hjemme og havde lagt den til side til mig. Kl.10 var jeg så nede i butikken, hvor jeg kunne prøve den og få et lynkursus i dens funktioner og fordele af ekspedienten, som iøvrigt også skulle løbe Tromsø Skyrace, en hyggelig fyr. 1.600 kr. fattigere men en rygsæk rigere var jeg tilbage på hotellet, hvor jeg tog løbegearet på og den nye rygsæk på ryggen for at vænne mig til den og teste den.
En lille times tid efter jeg havde forladt hotellet, stod jeg oppe ved startstedet. Det var muligt at tage fjellheisen (cable car) op, mod betaling NOK 150,-, men besluttede mig for at tage turen op selv for at varme benene lidt op. På toppen mødte jeg to andre løbere fra Litauen, som begge også skulle løbe Tromsø Skyrace (Hamperokken). Vi fulgtes ned igen og fik snakket en masse om trailløb og Tromsø Skyrace undervejs.
Midtvejs ned fra startstedet Fløya.
Som det ses på billedet var vejret om lørdagen ikke særlig godt, og der var også meldt overskyet med regn på selve løbedagen. Jeg og de to litauenske løbere fulgtes hele vejen over til Clarion Hotel the Edge som de boede på.
Jeg var tilbage på hotellet omkring kl.14, tog et hurtigt bad og håndvaskede løbetøjet og skoene (Salomon S-lab Sense 3) jeg havde haft på. Jeg havde 2 par sko med fra S-lab Sense 3 serien, den klassiske og Softground udgaven. Pga. vejrudsigten, så havde jeg besluttede mig for at jeg skulle løbe med Softground, som havde ekstra grib under. Selv i dag i støvregn havde jeg svært ved at stå på benene på vej ned fra startstedet i mudderet terræn med den klassiske sko.
Efter at have handlet ind og spist lidt varmt frokost, så var jeg over på Clarion Hotel the Edge for at hente mit startnummer med bib, og min velkomstpakke, som indeholdte: Fleecejakke fra Salomon, Tromsø Skyrace tee, fake tattoo af Tromsø Skyrace højdeprofil, Salomon bjældeklokke og 1 stk. Clifbar energibar.
Kilian Jornet var desværre ikke tilstede, men fik mødt og snakket lidt med Emelie Forsberg (verdens bedste kvindelige skyrunner), hvilket også var stort!
Tilbage på hotellet mødte jeg to andre danske trailløbere i lobbyen, som også skulle være med i Tromsø Skyrace på den korte distance (Tromsdalstind 19 km. 1600 højdemetre). Det var super fedt at møde andre danskere heroppe og vi fik os en hyggelig snak. Efter snakken var det op og ligge en lille times tid inden jeg skulle over på Clarion Hotel the Edge for race briefing. Utrolig nok kunne jeg mærke turen op til startstedet Fløya fra i formiddags, og begyndte at spekulere i om det var dumt at jeg havde taget turen. Det eneste som kunne gøres nu var at få slappet af efter race briefing.
Race Briefing ved Kilian Jornet.
Kl.18 sad jeg i en fuld sal (stort konferencerum) på Clarion Hotel the Edge, klar til at blive fodret med spændende informationer om løbet. Kilian Jornet stod på scenen og gennemgik løbet slavisk på storskærmene. Først løbet Tromsdalstind (Mini Skyrace 19 km.) og derefter Hamperokken (Skyrace 45 km). Det løb jeg skulle være med på (Hamperokken – 45 km.) så for vild ud, med et utrolig højt teknisk niveau. Kilian gjorde også løberne opmærksom på undervejs, at hvis man synes det var svært at komme til toppen af Tromsdalstind, så skulle man ikke fortsætte, men derimod vende om og løbe mini Skyrace (det korte løb). Jeg kunne se på billederne fra Hamperokken at det nærmest bare bestod af sten og klipper, så ville virkelig sætte mine klatringsfærdigheder på en seriøs prøve. Jeg var spændt! Kilian fremhævede også turen ned fra Hamperokken, som han betegnede som en stor «legeplads for voksne». Efter man var kommet lidt ned fra toppen som kun bestod af klipper, så ville man komme til et ret stejlt nedadgående parti af sne, hvor i hans øjne var perfekt til at glide ned stående på fødderne og tage godt og vel 300 højdemetre ned på ingen tid. Idet han sagde det brød folk i salen ud i en lettere latter, som et tegn på at den mand deroppe, han er jo bindegal, men på den fede måde.
Liftheisen (cable car) som man kunne tage op til startstedet Fløya ca. 400 moh, ville ikke være til rådighed i morgen så tidligt sagde han. Kilian sagde at vi kunne bruge turen op som opvarmning!
Jeg havde dog tidligere på min tur over til startstedet fået at vide af de ansatte ved liftheisen, at den ville åbne allerede kl.8:30 pga. løbet, men at det ville koste penge at komme op, så var lidt tvetydig information.
Som det sidste gik vi igennem vejrudsigten, og der var meldt skyet og let regn igennem hele dagen, så det ville blive glat og vådt, meget vådt. Kilian nævnte også at det var usikkert om checkpointet på toppen af Hamperokken ville blive rykket lidt ned pga. sikkerheden, men det ville vi få besked om inden start i morgen.
Efter race briefing fik jeg chancen for at hilse på Kilian Jornet, mit helt store idol og få et billede sammen. En utrolig cool og nede på jorden fyr, helt som det skulle være.
Kilian Jornet og Kenn Løkkegaard – race briefing Tromsø Skyrace.
Kl.20 var jeg tilbage på hotelrummet. Jeg gjorde mit løbegear klar til i morgen, og studerede løberuten og billederne fra race briefing en sidste gang, inden jeg lagde mig hen på sengen for at slappe af til en god film. Jeg var utrolig spændt, næsten for spændt til at jeg kunne slappe af, alt kørte rundt i hovedet på mig.
De sidste forberedelser – ruten nærlæses.
Søndag – game day
Jeg havde haft svært ved at falde i søvn igår aftes, og var meningen at jeg egentlig skulle have været oppe kl.6:30, og nede og spise morgenmad ca. kl.7 sammen med de to andre danskere jeg havde mødt på hotellet. Men stod først op kl.6:50, og kom ned til morgenbuffeten idet de var færdig. Vi havde aftalt at følges ad over til startstedet med afgang fra hotellet kl.8:30.
Jeg sørgede for at fylde godt på ved morgenmaden uden at spise mig overmæt. Derefter op på hotelrummet og tjekke løbe udstyret og løberuten en sidste gang, inden det var afgang. Jeg havde også pakket en ekstra rygsæk med skiftetøj til når jeg kom i mål. I rygsækken jeg skulle løbe med havde jeg; mobiltelefon, GoPro kamera, 1 stk. (ultratyndt) overtrækstæppe for at holde mig varm, 2 stk. energi gel, 1 stk. protein bar, 2 stk. kontaktlinser, 1 stk. hue, ekstra buff, ekstra tynd vindjakke og 1 liter vand (to beholdere á 0,5 liter hver). Kl.8:30 gik vi fra hotellet.
Kl.9:15 var vi henne ved liftheisen og der var allerede godt med folk. Liften kørte, men det kostede som tidligere nævnt penge at tage den op, men det var gratis at komme ned efter løbet. Jeg havde ikke taget penge med, da vi dagen forinden ved race briefing havde fået fortalt at det ikke var muligt at tage liftheisen op, så var det jeg var gået udfra. Der var derfor kun en måde at komme op og det var ved at gå op. Det småregnede allerede og stien som vi fulgte op var allerede ved at blive godt mudret til. På turen op passerede Emelie Forsberg mig, som pænt gjorde mig opmærksom på, at jeg havde glemt at lægge skoenes quicklace snører i skoens lomme, total overskud!
Yogi-Tea ikonet – foto: Crux Film
Jeg var ved startstedet ca. kl.9:45, et kvarter før løbet skulle starte. Jeg afleverede min rygsæk med skiftetøj i en af de mange telte. Jeg tjekkede mit løbegear en sidste gang inden jeg bevægede mig hen mod startområdet. I teltet ved siden af stod ikonet og den legendariske Yogi-tea mand, med turban og langt hvidt skægt. Jeg genkendte mange ansigter som jeg tidligere har set på billeder fra andre Skyraces rundt om i verden, og man kunne virkelig mærke at der var store aktører bag årets arrangement, for det hele spillede bare. Der var tjek på det, og det havde lokkede de bedste løbere i verden til. Det var så fedt!
Få minutter før løbet blev skudt igang, havde alle samlet sig i en stor flok ved start. Jeg havde placeret mig i forreste halvdel af feltet, men ikke helt oppe foran. Jeg tænkte jeg ville løbe med 2. led, og prøve at finde nogle som jeg kunne følges med i samme tempo og bare tage den lidt på gefühl derfra. Hvis jeg placerede mig for langt tilbage når løbet blev skudt igang, så var jeg bange for at jeg ville blive holdt tilbage pga. at folk ville klumpe sig sammen.
Tromsø Skyrace er skudt igang – foto: Crux FIlm
Der blev talt ned fra 10 sek. og Kilian Jornet affyret skud op i luften, og starten gik. Adrenalinet pumpet rundt i kroppen, mens vi alle løb afsted. De forreste rækker fløj afsted, mens vi andre løb et mere humant tempo. Jeg husker at mange tanker fløj igennem mit hovede de første 500 m, alle mine forventninger til løbet, spændingen, toppen af Hamperokken, alt det jeg ville møde på turen af fysiske udfordringer og ikke mindst de mentale udfordringer jeg ville kæmpe med når jeg mødte væggen, for den VILLE komme! Den lange forberedelsestid, alt sammen kulminerede nu og blev sat på en prøve de næste 10-12 timer. Mine tanker forsvandt idet jeg løb forbi Yogi-tea manden, som stod og heppede fra sidelinjen.
Jeg fandt forholdsvis hurtigt et tempo jeg følte mig godt tilpas i, et tempo som hverken var for langsomt eller for hurtigt. Løbet var langt og jeg var meget bevidst på ikke at lægge for hårdt ud fra start. Første forsyningsstation var allerede efter ca. 7 km, så det eneste jeg brugte tid på her var, at få en kop vand. Jeg var sprængt fyldt med energi og havde masser af energi gel i rygsækken, så gad ikke spilde mere tid her. Allerede efter forsyningsstationen begyndte løbet for alvor at stige mod toppen af Tromsdalstinden 1238 moh, og både foran og bagved mig lå alle løberne i en lang «snor» som en slange der bevægede sig igennem landskabet. Det var en forholdsvis jævn og stabil stigning hele vejen mod toppen, hvor vi også kom igennem et par små sne partier og enkel sø som skulle passeres. Da jeg nærmede mig toppen løb vi kun på sten og klipper, og det var begyndt at blive ret så teknisk. Da jeg næsten var ved toppen løb jeg over et sneparti hvor jeg gled, faldt og slog hul på mit højre knæ/skinneben, det gjorde pisse hamrende ondt, men var hurtigt oppe igen og løb videre. Mens jeg løb så jeg ned på benet og kunne se at den hvide ben kompressor var helt rødt på fronten af blod. Jeg prøvede at ignorere det, men var svært da smerten hele tiden påmindede mig om smerten, og det gjorde lidt ondt for hvert skridt jeg tog.
Lidt efter faldet kom jeg til toppen af Tromsdalstinden og første checkpoint. Her guidet arrangørene (som forøvrigt var frivillige) løberne enten til venstre (mini Skyrace 20 km.) eller til højre (Skyrace 45 km.). Efter jeg havde løbet mod højre stod der 3 andre løbere som var ved at gøre sig klar til at tage vejen ned. Jeg må indrømme at jeg fik en lille klump i halsen da jeg så, hvad som ventede mig. Der var sne og det gik lodret ned, hvor det eneste støtte du havde var et tyndt reb som lå nede langs sneen. Jeg hoppede ud i det og gled ned ca. 50 højdemetre, hvor stilkarakterene helt sikkert ikke var i toppen af karakterskalaen. Derefter gik det ret ned igennem sten og klipper via en sti, der næsten ikke kan betegnes som en sti, men heldigvis havde vi flagene så vi vidste hvilken vej vi skulle. Jeg siger «vi» for på dette tidspunkt løb jeg sammen med andre løbere med spredte mellemrum. Længere nede på bjergsiden kom vi til flere store snepartier, som jeg både gled og løb nedad i stor fart, og det fladede lidt ud, men ikke længe, før det igen gik nedad, igen meget stejl. På dette tidspunkt var jeg ca. 600-700 moh. Herfra snørklede den efterhånden meget mudderet sti (pga. af regnen) sig ned imellem træer og buske som man greb fat i, for at holde balance og tempoet oppe uden at falde. Da vi kom lidt længere ned og under skyerne åbnede det pragtfulde landskab sig og man så direkte ind i dalen. Vi løb forbi et kæmpe vandfald på venstre hånd, hvor bruset fra når vandet rammer bunden sprøjtede indover os da vi løb forbi, det var ikke mindre end en pragtfuld og helt igennem et fantastisk øjeblik på ruten! Jeg kom helt ned i dalen og var nu i højden 60 moh. Inde i dalen løb jeg igennem 4-5 søer, hvoraf jeg stod i vand til knæet i et par af dem. I denne periode havde jeg vel et par løbere foran mig og nogle bagved, vi løb ret spredt. Jeg var blevet overhalet af en del løbere på vej nedad Tromsdalstinden, og det havde jeg forberedt mig på, da jeg vidste at min svaghed var løb nedad, men at jeg skulle prøve at tage det igen på de flade og lidt stigende distancer.
Tromsø Skyrace, en af mange søer som vi skulle løbe igennem – foto: Crux Film
Jeg nød den «lette» tur igennem dalen og var dejligt at få renset såret på knæet og få rene sko når jeg løb igennem søerne. Efter dalen kom vi til et skovområde, hvor vi skulle løbe et par kilometre off-track, og kun følge markeringerne i skoven. Her havde jeg fundet sammen med to andre løbere som holdte et fint tempo. På et tidspunkt kom vi til en sø, som skulle krydses via en træstamme som gik på tværs og et reb som hang i luften. Ved ca. 18 km. kom jeg til 2. forsyningsstation, hvor jeg gjorde et hold på 3-4 minutter mens jeg spiste 2 stk. Clif bar gel, drak lidt vand, fyldte mine vandbeholdere, og forsynet mig med 2 stk. Clif bar gels til turen videre. Da jeg først ankom til forsyningsstationen havde en af arrangørerne spurgt mig, om jeg havde svømmet igennem søerne, for jeg var total gennemvåd. Det fik vi en herlig latter ud af. God stemning!
Efter 2. forsyningsstation startede stigning op mod kongebjerget Hamperokken 1404 moh. i løbet, og var herligt at se at den danske trailløbere/skyrunner Katrine Willumsen (skadet) stod ude på ruten og heppede på løberne som vi kom forbi.
Vejen op mod Hamperokken var utrolig hård og allerede i 5-600 meters højden begyndte jeg allerede at mærke presset og syren for alvor. Jeg følte hele tiden at jeg blev overhalet, men prøvede at abstrahere fra det og kun fokusere på eget løb. Det var nu den mentale kamp begyndte. Jeg så mig et kort øjeblik tilbage over skulderen og kunne se masser af løbere bag mig, hvilket gav mig positiv energi og en indikation om at jeg var godt med.
Da jeg nåede 1100 moh. gik jeg udelukkende på sten og klipper, og det var utrolig teknisk. Her kom jeg forbi en Røde Kors station, hvor jeg fik en kiks med chokolade overtræk og fik fyldt lidt vand, lige hvad jeg havde brug for. De gjorde mig opmærksom på, at jeg skulle være meget forsigtig på resten af strækningen mod toppen.
Herfra var det næsten udelukkende klatring henover og langs klipper/sten, hvor det gik lige ned på begge sider. På dette stykke tog jeg det meget forsigtigt, og følte at alt gik i slowmotion, tiden gik og man kom næsten ingen vegne. Jeg var ikke den eneste, for pludselig var vi 3-4 mand samlet, og vi fulgtes ad hele vejen til toppen. Det regnede hele tiden, og stenene var pisse glatte. Vi måtte hele tiden orientere os, for at se om vi skulle klatre over næste forhindring eller gå ned langs siden, hvor vi nærmest måtte gå på line mens vi holdte fast i klippernes skarpe kanter der stak ud i siden. På dette tidspunkt var det nok meget godt at det var skyet og tåget så vi ikke kunne se ned, for det havde nok givet lidt ekstra kriller i maven. Så hjalp det heller ikke at man undervejs lidt længere fremme kunne høre folk råbe, «Rocks falling!».
Vejen mod Hamperokken var ikke let.
Der var specielt et klippeparti som virkelig satte balancen og nerverne på spil. Det var et klippeparti som var så smalt at vi måtte kravle henover en meget smal klippe mens vi holdte fast i et reb, som var sat fast til hjælp. Her kunne én person af gangen komme over, så her klumpede vi lidt sammen, og igen følte jeg at tiden bare gik og gik. Vi havde lidt tidligere, efter Røde Kors stationen, fået os lidt af en overraskelse da vi havde mødt en kvinde som «gik tur» med sin hund i dette terræn, vi var helt chokeret. En af de andre løbere, en nordmand, havde spurgt «går du virkelig tur med hunden i dette terræn», og spurgte samtidig damen, «bliver det lettere eller sværere herfra?», til det sidste spørgsmål svarede damen «jahh, både ja og nej», hvordan skulle man tyde det svar?!
Vi kunne endelig se toppen af Hamperokken, som udelukkende bestod af store sten og klipper. Et reb hang ned fra toppen, og jeg måtte klatre det sidste stykke op, som bogstaveligt føltes som en væg. Arrangører og én fotograf stod på toppen og heppede og ringede med de velkendte Salomon bjældeklokker, som minder lidt om lyden fra de bjælder fårene går rundt med i Nord-Norge bare lidt større og højere lyd.
Nu var jeg halvvejs og havde brugt ca. 5t50min. til toppen af Hamperokken. Jeg kørte et psykologisk spil med mig selv og bildte mig ind at jeg var længere end halvvejs, da jeg jo havde besteget to bjergtoppe og «kun» havde én igen (Tromsdalstinden). Jeg begyndte nedstigningen, som ikke gik samme vej ned som sidste år, men derimod ned på venstre side og ind i dalen. Her mistede jeg igen en del tid til de andre løbere som jeg havde fulgtes med op. Jeg ignorerede det og fokuserede udelukkende på ikke at træde forkert i det vanskeligste og tekniske terræn jeg nogensinde har færdes i. På dette tidspunkt var jeg glad for al den træning jeg havde brugt i det sidste på klipper og sten i stedet for at løbe på let tilgængelige stier.
Jeg nærmest kravlede på alle fire som en krabbe nedad, mens jeg kunne se enkelte deltagere bevæge sig hurtig og let henover det ubarmhjertelige terræn, hvordan kunne bar de sig ad?! Frustrerende!
Nu klatrede jeg alene nedad bjergsiden, og havde tabt afstand til de andre foran, men kunne fortsat ane dem i tågen. Jeg kom nu til det sneparti som Kilian Jornet dagen forinden havde snakket om. Det gik ret ned ca. 300 højdemetre ned. Jeg kunne se andre prøve sig frem med at glide, men hele tiden falde. Nogle gik ude langs kanten på stenene. Jeg tog mod til mig og prøvede at glide, men gik ikke lang tid før jeg fladt i sneen, op igen og ned i sneen igen. Det var utrolig hårdt for benene, brugte mange kræfter her, så jeg besluttede mig for at sætte mig på røven og «røvkælke» ned. Det var en klog beslutning, men stadig ikke helt ufarligt. Jeg fik en enorm fart, og fløj forbi to andre deltagere. Da jeg næsten nåede bunden af snepartiet hamrede jeg fødderne med hælen først ned i sneen, og alt blev hvidt foran mig, da sneen fløj op i luften overalt. Brugte vel nok samtlige muskler i benene for at stoppe, shit det var en kold oplevelse, men hvilken fed oplevelse!
Nu befandt jeg mig i ca. 600 meters højderne og var nu nede i dalen. Herfra løb jeg videre henover tusindvis af sten, mens det jævnt gik nedad. Koncentrationen blev virkelig sat på en prøve. Siden Røde Kors stationen til nu havde jeg måttet koncentrere mig om hvert enkelt skridt jeg tog for ikke et at lave et fejltrin som kunne ødelægge min videre deltagelse. Fra løbets start kl.10 havde jeg været meget bevidst på, hvor jeg satte mine fødder for ikke at vrikke om på anklen. Indtil nu havde det gået perfekt!
Terrænet begyndte at flade lidt mere ud og jeg pustede lettet ud og løb i et tempo, hvor jeg både kunne samle lidt kræfter og indhente lidt tid. Jeg løb igennem endnu et sneparti, som gik legende let, var glad for de 5 måneders løbetræning jeg havde gjort henover vinteren. Jeg passerede en anden løbere som stod og fiksede på sin løberygsæk. Lidt efter mødte jeg et kendt ansigt, en af de stærke løbere som gik igennem landskabet. Spurgte ham om alt var vel, men han sagde han var faldet og havde slået sig alvorligt på hoften og ryggen, og at han ikke kunne løbe. Jeg fik sagt god bedring og givet ham en highfive for god indsats/vilje, og løb videre.
Jeg løb igen alene og fulgte flagene, og nød øjeblikket hvor alt rundt mig var helt stille, ja tiden stod helt stille! Lidt længere fremme så jeg endnu en løber som jeg hurtigt indhentet og løb forbi. I 400 meters højden krydsede stien, som var samme vej jeg havde taget på vej op mod Hamperokken, og herfra fulgte man samme vej tilbage til toppen af Tromsdalstinden. Jeg prøvede at sætte farten lidt op og presse mig selv lidt ekstra på løbet nedad.
Jeg kom ned til 3. forsyningsstation som var den samme jeg havde været igennem inden jeg startede opstigningen til Hamperokken. Jeg fik fyldt godt på med Clif bar energi gels i rygsækken, mens arrangørerne hjalp mig med at fylde vand i mine vandbeholdere. Jeg spiste 2 stk. energi gels og drak en del væske her. Jeg spurgte ind til tidsgrænsen bare for at dobbeltjekke, for havde tiden på mit Suunto Ambit3 Sportsur. Jeg havde +45 min. i forhold til tidsgrænsen, men vidste også at jeg ikke kunne spilde meget tid, da jeg endnu skulle over Tromsdalstinden 1238 moh. Jeg vidste at her genstod den helt store prøve både fysisk men også mentalt.
Jeg løb videre off-track igennem skoven, og havde ingen løbere rundt om mig. Det føltes som om jeg var helt alene i verden, mens jeg var omgivet af et helt utrolig smukt landskab. Længere fremme kunne jeg hele tiden se bjergsiderne, med et enormt vandfald og indgangen til dalen med de masse søer som jeg skulle løbe igennem. Utroligt nok føltes kroppen og benene ok, så jeg holdte et jævnt højt tempo.
Da jeg kom ned i dalen kunne jeg nu se flere løbere fremfor mig, og det gav mig en masse positiv energi og kræfter at vide at jeg havde taget ind på løberne. Én for én løb jeg igennem søerne og det var pissekoldt! Jeg løb nu sammen med en anden løber.
Jeg kom nu forbi det vandfald, hvor bruset fra vandet svævede indover mig. Jeg havde i dalen passeret endnu et par løbere og havde fået lagt en god afstand til dem, for var nu igen helt alene.
Det var så her jeg mødte væggen første gang. Det havde regnet hele dagen, og stien op langs vandfaldet og søen var mudderet, glat og alt andet sjovt at gå i. Hvis jeg ikke tager meget fejl, så gik det 45/50 grader opad, så jeg måtte hive mig op ved hjælp af grene, buske og træer for ikke at glide bagover. Det var så ubeskrivelig hårdt! Hvert skridt var tungt og gled flere gange så jeg lå på alle fire og begyndte at kravle i det mudret terræn. På dette tidspunkt begyndte man at være ligeglad med hvad man færdes i, man havde kun et mål i hovedet og det var at komme til toppen. Jeg kunne pludselig ane en løbere lidt længere oppe som også sled som jeg.
Da jeg næsten nåede første lille top ved 380 meters højden havde jeg indhentet løberen, og vi fulgtes ad sammen videre. Det fladede lidt ud igen et par hundrede meter inden det igen gik opad ca. 100 højdemetre. Hver stigning på dette tidspunkt trak tænder. I 480 meters højden fladet det igen lidt ud og jeg satte i løb i et tempo, som satte den anden løbere af.
Efter 34 km. stod jeg overfor min største prøve indenfor bjergløb nogensinde. Den voldsomme stigning op mod Tromsdalstinden startede i ca. 500 meters højden. Terrænet bestod kun af sten, klipper og snepartier. Jeg vidste hvad jeg skulle igennem, da jeg tidligere havde taget turen ned. Her mødte jeg muren for anden gang. For hver 50 meter jeg kom længere op i højderne måtte jeg gøre et kort hold, benene var ved at krampe op til flere gange. Allerede på vej ned ad Hamperokken havde jeg kunne begynde at mærke krampen lidt i lægmusklerne. Jeg var ikke den eneste løber som sled nu. Både foran mig og bagved så jeg folk som kæmpede med alt hvad de havde tilbage for at nå toppen. Vejret var så ubarmhjertelig nu. Jeg koncentrede mig hele tiden om at nå næste flag som stod stivnet i jorden.
Størstedelen af turen op mod Tromsdalstinden måtte jeg klatre på alle fire over store sten og klipper, da stigning var så brutal at benene ikke alene kunne bære mig op. Hele kroppen var nu sat i arbejde, ligesom mod toppen af Hamperokken. Det var koldt, rigtig koldt, for det havde regnet hele dagen at jeg var gennemvåd helt ind til benet. Der løb vand ned ad bjergsiden hvor vi skulle op og stien, som nu var ikke-eksisterende men mere en stor mudderpøl.
Lidt længere oppe kom jeg til snepartier, som jeg på vej ned havde taget på no-time. Stierne igennem sneen var nu blevet til små trapper pga. sneen nu var blevet trykket sammen fra alle deltagerne. Hvert skridt var som at have 20 kilo bundet fast til hver ankel, så tungt føltes det opad her.
Omtrent 200 højdemetre før toppen kom jeg forbi en Røde Kors station, som heppede og gav opløftende tilråb i de modbydelige vejrforhold. Der var «bare» 200 meter til toppen sagde de. Ja, men 200 meter lodret op! Efter lidt mere klatring på alle fire, kom jeg til det sidste sneparti, ca. 50 meter før toppen. Her kunne jeg se arrangørerne på toppen, som heppede og ringede med bjældeklokkerne. Jeg brugte rebet langs sneen til at hive mig op, mens jeg gik ad «snetrappen».
Da jeg nåede toppen var det en store glæde og lettelse. Nu vidste jeg at kun havde ca. 9,5 km. igen til mål, og ca. 4 km. til næste forsyningsstationen, hvor jeg kunne fylde på med energi gels. Derudover var der ikke flere bjergtoppe der skulle bestiges, og jeg havde ca. 2t20min. til tidsgrænsen, det ville jeg nå!
Nedstigningen fra Tromsdalstinden var ikke let, den bestod næsten kun af sten og klipper, og jeg følte at jeg var langsom og mistet tid. Jeg prøvede dog at fokusere på skridtene og holde lidt fart. Jeg blev dog igen indhentet af to andre løbere som jeg tidligere på vej op havde overhalet og taget afstand til. Den ene løber fløj afsted og det var umulig for mig at følge ham, medmindre jeg havde lyst til at falde og slå mig noget så voldsomt. Den anden løber derimod kunne jeg følge, hvilket var helt perfekt, for det pressede mig lige de 10% ekstra jeg havde brug for. Det endte faktisk med at jeg løb fra personen og ved 600 meters højden da det fladede lidt ud igen havde jeg skabt en god afstand.
Terrænet efter at det havde fladet ud lidt ved 600 meters højden passede mig helt perfekt. Herfra var der forholdsvis gode stier, hvor det både gik lidt op og ned, og fik krydset en masse søer og skyllet fødderne lidt. Der gik ikke lang tid førend at jeg havde indhentet og overhalet 3-4 løbere til.
Ved 4. og sidste forsyningsstation havde jeg nået endnu 3 løbere, hvoraf den ene løber (en nordmand) var et kendt ansigt, da vi tidligere i løbet havde løbet sammen på forskellige tidspunkter. Han var god på nedløbet og jeg på stigninger. Jeg brugte minimalt med tid ved denne station, og tænkte bare på at komme hurtigt videre og i mål. Jeg tog lidt vand, forsynte mig og løb hurtigt videre, mens de 3 andre fortsat stod ved forsyningsstationen. De satte i løb ca. 10-15 sek. efter mig.
Jeg havde pludselig masser af energi og gav alt hvad jeg havde i mig, og fik god afstand til de andre bag mig. Det sidste stykke mod målstregen var via grusstier i et meget bakket terræn (gav vel 600 højdemetre til kontoen), hvor jeg stadig måtte igennem en del søer undervejs. Ved nogle stigninger kunne jeg ikke holde tempoet og mærkede energiniveauet faldt. Jeg hev i mig en energi gel og mærkede pludselig en løber bag mig. Han havde god fart på, og besluttede mig for at løbe bagved ham til mål. Vi peptalkede hinanden undervejs, og var en fornøjelse at have en som kunne øge min pace det sidste stykke op mod mål. Målet var at komme under 11t.30min. Jeg måtte desværre give slip ca. 400 meter før målstregen, men takkede ham for selskabet.
Jeg kunne nu høre musik, folk der heppede og se målstregen på Fløya, der hvor hele eventyret startede for små 12 timer siden! 50 meter før målstregen råbte Lucy Bartholomew fra sidelinjen «Look at that smile» og gav mig en highfive.
Jeg krydsede målstregen i tiden 11t.27min. i en sand lykkerus over det jeg havde præsteret. Kilian Jornet og Emelie Forsberg stod klar til at lykønske mig, da jeg krydsede målstregen. Kilian gav mig en medalje om halsen som et symbol på at jeg havde gennemført Tromsø Skyrace indenfor tidsgrænsen. Jeg takkede dem begge to mange gange for det eventyrlige løb. Jeg fik samtidig sagt til Kilian at det var mit førte skyrace nogensinde, og at jeg aldrig tidligere havde løbet en længere distance end 27 km. i bjergene. Han sagde «I’m impressed». De ord vil jeg aldrig glemme.
Jeg mødte også en af mine litauenske venner som jeg havde mødt om fredagen. Han var kommet i mål lidt før mig. Han stod stadig og ventet på sin kammerat (som havde sat næsen op mod at gennemføre løbet på 9 timer!) som endnu ikke var kommet i mål.
Jeg sammen med Kilian Jornet efter netop at have fuldført Tromsø Skyrace.
Efter at have fået taget et billede sammen med Kilian Jornet ved målstregen, så fik jeg overrakt en kop varm te af Yogi-tea manden himself. Nøj det smagte godt! Jeg gik ind i teltet, hvor jeg havde min rygsæk med skiftetøj. At skifte tøj efter et sådan løb er også en udfordring i sig selv, og det tog mig vel nok ca. 10 min. for mig at skifte.
Bagefter var jeg henne i et andet telt for at spise varmt lapskaus og drikke lidt mere Yogi-tea, og så på at løberne komme ind lidt efter lidt. Imens jeg nød maden fik jeg også lejlighed til at tale lidt mere med Kilian Jornet, hvilket var super hyggeligt!
Kl.22:30 tog jeg liften ned fra Fløya. Her mødte jeg en anden dansk løber, Steen Friis, som var kommet ind i en imponerende tid på 9t.14min. Han boede i Schweiz. Jeg havde ikke tænkt over hvordan jeg skulle hjem til hotellet, og havde egentlig forberedt mig på at jeg skulle gå den 40 min. lange gåtur, som i dette tilfælde vel nok ville være 1 time humpende, for benene var blevet til beton på dette tidspunkt. Som en gave sendt ned fra himlen, var Steen Friis og hans ven i bil og kunne køre mig til hotellet. Jeg var utrolig taknemlig, I owe you one!
Jeg var tilbage på hotellet kl.23. Total udkørt og fuldstændig ødelagt, humpede jeg i bad og lagde mig på sengen og ringede til konen og snakket kort om eventyret jeg havde været igennem. Hun var meget stolt over det jeg havde gennemført. Efter snakken lå jeg i en stor lykkerus mens hele løbet jeg havde været igennem gik på repeat i hovedet, om alt det jeg havde oplevet på turen. Jeg tjekkede resultatlisten og så at jeg var kommet i mål som nr.94 ud af 254 løbere, hvoraf ca. 50 ikke gennemførte enten pga. tidsgrænsen eller ikke gennemført. Jeg meget tilfreds med egen indsats!
Jeg spiste en proteinbar, og gik ud for at håndvaske mit løbetøj og skoene fra løbet. Ikke lige det jeg havde mest lyst til på daværende tidspunkt, men vidste jeg ville blive glad for det i morgen tidlig. Tøjet og skoene skulle jo nå at blive rene og tørre til flyturen næste dag. Hvis ikke jeg gjorde det nu, ville hele hotelrummet kom til at lugte af de «lækkerier» jeg havde samlet op under turen, og som nu sad på tøjet og skoene.
Kl.1:30 faldt jeg i søvn.
Jeg var oppe kl.9 næste morgenen. Hele kroppen gjorde ondt, og det var svært nok bare at komme ud af sengen. Havde aldrig prøvet at kroppen var så ødelagt, en ny oplevelse for mig som åbenbart også var en del af hele Tromsø Skyrace eventyret.
Video fra Tromsø Skyrace løbet 2015
Video fra en fotografs synspunkt under Tromsø Skyrace 2015
Video fra ryggen op mod toppen af Hamperokken, ikke helt ufarligt!
Lidt billeder taget af diverse fotografer under Tromsø Skyrace 2015
1 Kommentar
[…] Hvis du vil læse eller genlæse min deltagelse ved Tromsø Skyrace sidste år, så klik her. […]